Rebekka med muskler
Begge mine forældre fortalte os Bibelhistorier, da vi var børn.
Det var altid spændende, og om eftermiddagen, hjemme i stuen, skete det tit, at vi genfortalte fortællingerne for hinanden ved at lege dem om og om igen.
Én af de historier vi legede, var historien om Abrahams tjener, der blev sendt ud for at finde en kone til Isak. Som min far havde fortalt den, tog tjeneren afsted med 10 kameler, og ankom udmattet til Abrahams fødeby en tidlig aften. Han satte sig ved brønden, og overvejede hvordan han nu skulle finde en god kone til Isak. Så bad han til Gud:
”Hvis der kommer en kvinde, som giver vand til både mig og kamelerne, så ved jeg, at det er hende.”
Og knap havde han sagt det, før Rebekka kom gående i solnedgangen; strålende smuk med mørkt hår under et let tørklæde, lysebrune øjne, løse gevandter og en elegant krukke balancerende på skulderen.
Da tjeneren bad om vand, øste hun straks op, og tilbød også at hente til kamelerne: Yndefuldt og fornemt, mens hun klappede hver enkelt kamel på hovedet og smilede blidt.
Min søster og jeg skiftedes til at være Rebekka, så vi begge kunne være yndigt viklet i lagner og viskestykker og trippe afsted med en rød plastikkande på skulderen: Strålende smukke i solnedgangen!
Men så en dag stod mor ved siden af og lagde vasketøj sammen.
Hun betragtede os tvivlende.
”Rebekka var altså bom-stærk!” sagde hun.
Vi studsede forarget.
Bomstærk? Det passede overhovedet ikke med historien!
Men så vidt mor vidste, så drak en kamel ca. 70 liter vand ad gangen. 10 kameler = 700 liter – uddelt krukkevis! Dét måtte kræve slid og sved og store overarme!
Min søster og jeg var forfærdede. Al ynde forsvandt, når vi pludselig så Rebekka for os: Stærk som en okse, piskende i svedig pendulfart mellem kameler og brønd, mens den dumme tjener bare sad dér og gloede!
-
Så en overgang legede vi noget andet: Ægyptens prinsesse og Moses i sivkurven!
Indtil vi vendte tilbage til Rebekka igen.
Måske var det alligevel ok.
Måske var det ligefrem sejt, at hun var så stærk og ikke bange for at tage fat.
Måske var det i virkeligheden bedre, end at være yndigt kamelklappende.
Rebekka ved brønden var ikke den eneste historie, der ændrede sig med tiden. Det gjorde de næsten alle sammen, fordi det er sådan Biblens historier er: Livsholdbare. Kilde til evig forundring. Aldrig fastfood-fortællinger, bitesize eller letfordøjelige, men fulde af fibre og næring – fulde af kanter og særheder, der gør at de vokser med én, efterhånden som man lever og lærer og får snakket med andre mennesker om dem.
Jeg tror, at der er derfor de har overlevet så længe som de har: Fordi der er gods i dem!
I efterårsferien vil vi gerne give noget af det gods videre, og derfor kan man i hele ferien høre godnathistorier hver aften kl 18:30.
Vi glæder os til at byde indenfor – til både børn og voksne, der har lyst til at lytte med og høre – eller genhøre – nogle af menneskehedens ældste fortællinger i stearinlysenes skær.
Vel mødt!
Skrevet af Pernille Bolø